Opslag 2026 - forskningsunderstøttelse

1. Om Partnerskab for Børneforskning

Alle børn skal have et godt liv og have gode betingelser for at vokse op. Partnerskab for Børneforskning er sat i verden for at udbygge viden om, hvad der har betydning for det gode børneliv. Forskningen skal komme netop de mindste børn til gavn.

Partnerskabet for Børneforskning blev oprettet som en del af aftalen om forskningsreserven 2021, hvor der blev afsat 200 mio. kr. som over fire år skal styrke forskning om børn i alderen 0-6 år. Der er et særligt fokus på pædagogisk forskning og dagtilbud, samt at hele aldersgruppen indenfor 0-6-årsområdet undersøges.  

Partnerskab for Børneforskning ønsker ud over forskningsprojekter at støtte forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer, som har en generel værdi for forskning, der opfylder Partnerskabets formål.

2. Forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer

Under dette fokusområde er det muligt at søge støtte til aktiviteter og initiativer, som generelt understøtter forskningen på dagtilbuds- og 0-6 års området. Formålet er at styrke forskningssamarbejde og kapacitetsopbygning på tværs af alle forsknings- og uddannelsesinstitutionerne på området. 

Eksempler på forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer der kan søges midler til omfatter:

  • Ph.d.-skole (evt. som summer school). Der kan søge om midler til organisering og afholdelse af ph.d.-skole i Danmark. Der kan søges om midler til udenlandske underviseres rejse, ophold og løn i op til 3 måneder.
  • Konference. Der kan søge om finansiering/tilskud til afholdelse af akademiske konferencer, inkl. omkostninger i forbindelse med udenlandske keynote speakers. Der kan derudover søges om midler til deltagelse i internationale konferencer, hvor det har relevans for Partnerskabets virke.
  • Netværkssamarbejde. Der kan søge midler til etablering og understøttelse af netværkssamarbejde mellem både forskere og ph.d.-studerende. Ud over etablering kan der søges om midler til understøttelse af netværket i 3 år. Der kan også søges midler til netværkssamarbejde mellem forsker, studerende, pædagogiske praktiker netværk, som Partnerskabet faciliterer.
  • International mobilitet. Partnerskabet ønsker at støtte ind- og udgående mobilitet. Både i form af et gæsteforskerprogram, hvor der kan søges om midler til udenlandske gæsteforskeres rejse og ophold, samt løn i op til 3 måneder og i form af støtte til danske forskeres ophold ved udenlandske universiteter, ligeledes i op til 3 måneder. Formålet er at opbygge og styrke faglige netværk til gavn for dansk børneforskning.
  • Artikelskrivning. Der kan søges til at skrive artikel med relevans for Partnerskab for Børneforsknings virke. Det forudsættes, at der er data og forskningsresultater til en artikel. Der kan søges maks. 2 måneders løn.
  • Etablering af datainfrastruktur. Formålet med dette er at øge brugen af de forskningsdata, der investeres i. Her tænkes primært på etablering af samarbejde som udbreder bruges af eksisterende datakilder og datasæt. Der kan også yderligere - i et vist omfang (op til 3 mio. kr.) - søges om midler til køb eller etablering af de datakilder eller datasæt som infrastrukturen skal fremme brugen af.       

Listen er ikke udtømmende. 

Hvis ikke andet er nævnt, er det en forudsætning for støtte, at aktiviteterne er åbne og stilles til rådighed for alle relevante fagpersoner på området.

I ansøgningen skal der vises sammenhæng mellem aktivitet / initiativ og ansøgt beløb. Midler til forskningsunderstøttende aktiviteter kan søges i samarbejder eller som enkeltinstitution.

3. Starttidspunkt

Der er løbende ansøgningsfrist. Aktiviteter og initiativer, der modtager støtte, forventes at starte op som ansøgt, men senest i løbet af 2027 medmindre andet er nævnt i ansøgningen.

4. Hvem kan søge

Universiteter, professionshøjskoler og forskningsinstitutioner kan søge om midler. De forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer kan søges i samarbejder eller som enkeltinstitution. 

Partnerskabet betragter forskellighed som en ressource, og alle kan søge om midler uanset alder, køn, religion, nationalitet, etnisk baggrund eller politisk overbevisning.

5. Ansøgning, projektbeskrivelse og budget

Ansøgningen skal laves elektronisk via linket på Partnerskab for Børneforsknings hjemmeside. I det elektroniske ansøgningsskema vedhæftes en række bilag, som er beskrevet nedenfor.

Ansøgningen kan skrives både på dansk eller engelsk. Bemærk, at der i ansøgningsskemaet skal være et dansk resumé af aktiviteten/initiativet (max. 500 anslag).

Format: Angivelser af maks. sidetal for de enkelte bilag er baseret på 2400 anslag inkl. mellemrum pr. side. 

 

Indhold i ansøgningen

  1. Aktivitetsbeskrivelse
  2. Deltageroversigt
  3. Budget

 

A. Aktivitetsbeskrivelse

Aktivitetsbeskrivelsen skal beskrive den forskningsunderstøttende aktivitet eller initiativ og herunder relevansen for Partnerskabets virke. I ansøgningen skal der vises sammenhæng mellem initiativ og ansøgt beløb.

Omfang og formalia: Max 3 sider á 2400 anslag inkl. mellemrum, figurtekster etc.

 

B. Deltageroversigt

Oversigt over deltagere i den forskningsunderstøttende aktivitet, herunder rollefordeling. 

Omfang og formalia: Max. 2 sider á 2400 anslag inkl. mellemrum. 

 

C. Budget

I ansøgningen og budgettet skal der vises sammenhæng mellem aktivitet/initiativ og ansøgt beløb. De forskningsunderstøttende aktiviteter eller initiativer kan søges i samarbejder eller som enkeltinstitution. Der er ikke noget maksimum beløb for ansøgninger (med undtagelse af det, der specifikt er nævnt under etablering af datainfrastruktur).

Under forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer, kan der generelt søges midler til driftsomkostninger inklusive administrationsomkostninger, direkte relateret til planlægning, organisering og afvikling af aktiviteterne. Der kan ikke derudover søges om løn til forskere ansat ved danske institutioner (med undtagelse af ansøgninger om artikelskrivning). Der kan som nævnt søges midler til løn til undervisere på ph.d.-skole og gæsteforskere, som gæster landet i en periode, og som ikke er ansatte ved danske institutioner. 

Der kan søges om drift til kommunal og pædagogisk praksis, og dette kan fx inkludere løn, vikardækning og transport i ifm. dagtilbudspersonales deltagelse. 

Til de direkte udgifter tillægges et overhead/administrationsbidrag (OH) til at dække de indirekte omkostninger, der er forbundet med at gennemføre aktiviteterne. Indirekte udgifter er udgifter, som ikke direkte kan henføres til de konkrete aktiviteter, f.eks. fællesudgifter til husleje, almindelig arbejdscomputer, generel software, administration mv.

OH udgør for offentlige forskningsinstitutioner 44% af de direkte omkostninger. Der ydes som udgangspunkt ikke OH til udgifter som f.eks. frikøb af pædagogisk personale eller andet, som dækker udgifter hos partnere fra ikke forskningsaktive institutioner.


Den administrerende institution er den institution, der afholder og bogfører aktivitetens udgifter. Den administrerende institution skal være den samme som hovedansøgeres ansættelsesinstitution. 

Omfang og formalia: Budgettet opstilles som et overordnet budget på maksimalt 10-12 budgetlinjer, der tydeligt viser aktivitetens hovedposter.

 

Øvrige krav til ansøgningen

Ansøgningen skal indsendes online via ansøgningssystemet GrantOne. GrantOne åbner senest 15. april 2026.

Ansøgningen skal imødekomme de mål, der er beskrevet i opslaget og der foretages validering af ansøgningen, inden den sendes til bedømmelse i bestyrelsen. Ansøgninger modtages løbende, dog senest 8. oktober 2026 kl. 12.00 og ansøgningen skal overholde krav til maximale antal tegn og øvrige krav til formalia.

Bemærk venligst, at kontakt vedrørende ansøgning, bevilling eller afslag og administration af eventuel bevilling foregår i ansøgningsportalen. Det er derfor vigtigt at kontaktoplysninger (specielt e-mailadresse) er opdateret i ansøgers profil i ansøgningsportalen. 

6. Bedømmelse af ansøgninger

Ansøgninger om forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer til Partnerskab for Børneforskning vurderes udelukkende af bestyrelsen. Bedømmelsen foretages løbende og der kan forventes svar på ansøgninger indenfor to måneder (juli undtaget). 

7. Vurderingskriterier

I bedømmelsen af ansøgninger om forskningsunderstøttende aktiviteter og initiativer foretages en konkret helhedsvurdering, hvor relevansen for Partnerskabets virke herunder, hvorvidt den ansøgte aktivitet gavner dansk børneforskning på 0-6-årsområdet er det vigtigste kriterium. 

8. Tidsplan

  • Åbning af ansøgningssystemet GrantOne: senest 15. april 2026.
  • Løbende ansøgningsfrist – dog senest: 8. oktober 2026 kl. 12.00.
  • Løbende behandling af ansøgninger.
  • Forventet udsendelse af bevillingsbreve og afslag: indenfor to måneder (juli undtaget).