Partnerskab for Børneforskning opslår ph.d.-stipendier indenfor børneforskning.
Alle børn skal have et godt liv og have gode betingelser for at vokse op. Partnerskab for Børneforskning er sat i verden for at udbygge viden om, hvad der har betydning for det gode børneliv. Forskningen skal komme netop de mindste børn til gavn.
Partnerskabet for Børneforskning blev oprettet som en del af aftalen om forskningsreserven 2021, hvor der blev afsat 200 mio. kr. som over fire år skal styrke forskning om børn i alderen 0-6 år. Der er et særligt fokus på pædagogisk forskning og dagtilbud, samt at hele aldersgruppen indenfor 0-6-årsområdet undersøges.
Med henblik på kapacitetsopbygning af dansk børneforskning, opslår Partnerskab for Børneforskning i 2025 6 ph.d.-stipendier indenfor børneforskning. Ph.d.-projekterne skal have fokus på praksisrelevant pædagogisk forskning rettet mod de mindste børn (0-6 år), herunder kvalitet i dagtilbud og grundfaglighed i pædagoguddannelsen. Ph.d.-projekterne skal være organiseret i et samarbejde / konsortium mellem minimum to miljøer (forskning, uddannelse, kommunal og pædagogisk praksis).
Partnerskabet ønsker i sit overordnede virke at dække hele aldersspændet inden for børneforskning (0-6 år).
Partnerskab for Børneforskning opslår i 2025 6 ph.d.-stipendier indenfor børneforskning. Ansøgningerne skal vise sammenhængen mellem problemformuleringen på den ene side og design og metode på den anden. Der lægges vægt på at problemstillingerne er alment relevante og originale teoretisk og metodisk, samt at eksisterende forskning diskuteres. Partnerskabet ønsker bredde i metodevalg, og støtter således både projekter, der anvender kvantitative metoder, kvalitative tilgange eller mixed methods. Partnerskabet forventer at uddele midler til minimum 3 projekter, der benytter kvantitativ metode.
Som eksempler på fokusområder, der kan rammesætte projekterne kan fremhæves forskningsprojekter om:
• Organisering, ledelse og rammevilkår
• 0-6-årige børns levevilkår
• Viden i praksis
Ansøgninger på tværs af og indenfor andre fokusområder, er også velkomne.
Såfremt ph.d.-projektet søges sammen med et specifikt forskningsprojekt, skal dette fremgå af ansøgningen.
De ph.d.er, der uddannes, skal under uddannelsen kunne undervise på professionshøjskolerne og indgå i forskning og udvikling i professionsfeltet.
Såfremt man opnår bevilling til et ph.d.-stipendium fra Partnerskabet, forpligter den ph.d.-studerende og dennes vejleder sig til at deltage i aktiviteter, fx PhD Summer Schools eller seminarer, initieret af Partnerskabet.
Projekter, der er indsendt med ansøgningsfrist den 16. september 2025, forventes at starte op i 2026.
Ansøgerkreds
Kun navngivne ph.d.-kandidater kan indgå i en ansøgning. For at sikre praksisrelevant og -nær forskning af høj videnskabelig kvalitet, er det en forudsætning, at ph.d.-projekter og ansøgninger udarbejdes i et samarbejde mellem en ph.d.-gradsgivende forskningsinstitution og pædagogisk uddannelse eller kommunal og pædagogisk praksis – gerne i et større samarbejde med flere deltagere, hvor det giver mening. Herved sikres, at både forsknings- og praksiskompetencer indgår samt at forskningsresultaterne stilles til rådighed for den kommende generation af professionsudøvere.
Universiteter, professionshøjskoler og forskningsinstitutter kan indgå som forskningsinstitution. Professionshøjskoler og universiteter kan indgå som pædagogisk uddannelse. Pædagogiske uddannelser inkluderer pædagogisk assistent-uddannelsen, pædagoguddannelsen, pædagogiske efter- og videreuddannelser (EVU), og pædagogiske kandidatuddannelser. Kommuner og dagtilbud kan indgå som kommunal og pædagogisk praksis.
Partnerskabet betragter forskellighed som en ressource, og alle kan søge om midler uanset alder, køn, religion, nationalitet, etnisk baggrund eller politisk overbevisning.
Organisering
Det skal fremgå klart af ansøgningen, at ph.d.-projektet har tilknytning til såvel et aktivt forskningsmiljø på forskningsinstitutionen som til et aktivt videns- og udviklingsmiljø i pædagogisk uddannelse eller i kommunal og pædagogisk praksis. Der skal i ansøgningen desuden gøres rede for, hvordan forskningsinstitution og pædagogisk uddannelse eller kommunal og pædagogisk praksis vil facilitere de fornødne metodiske tilgange for ph.d.-projektet, samt hvordan ph.d.-projekterne formidles. Der skal udarbejdes en underskrevet samarbejdsaftale imellem de deltagende parter.
Ansvaret for bevillingen vil blive placeret hos en ph.d.-gradsgivende forskningsinstitution, som også er ansvarlig for indskrivning af den ph.d.-studerende ved en ph.d.-skole. Det er et krav, at der er opnået en forhåndsgodkendelse for indskrivning af den ph.d.-studerende ved en ph.d.-skole på ansøgningstidspunktet.
Ansøgningen skal laves elektronisk – linket offentliggøres d. 15. april 2025 på Partnerskab for Børneforsknings hjemmeside. I det elektroniske ansøgningsskema vedhæftes en række bilag, som er beskrevet nedenfor.
Ansøgningen kan skrives både på dansk eller engelsk. Bemærk, at der i ansøgningsskemaet skal være både et dansk og et engelsk projektresumé (max. 500 anslag).
Format: Angivelser af maks. sidetal for de enkelte bilag er baseret på 2400 anslag inkl. mellemrum pr. side.
A. Projektbeskrivelse
B. CV
C. Dokumentation for adgangsgivende eksamen
D. Forhåndsgodkendelse
E. Samarbejdsaftale
F. Budget (skal laves direkte i det elektroniske ansøgningssystem)
A. Projektbeskrivelse
Projektbeskrivelsen skal leve op til gængse videnskabelige standarder, herunder: En klar beskrivelse af problemstilling og forskningsspørgsmål, en status over det pågældende forskningsfelt og projektets bidrag hertil, samt klar sammenhæng mellem forskningsspørgsmål, teorivalg, metoder, empirisk materiale og analysestrategier. Desuden lægges vægt på forskningsetiske overvejelser, herunder særligt med hensyn til samarbejdet med praksisfeltet.
Ligeledes skal projektbeskrivelsen indeholde en plan for publicering og formidling af afhandlingen. Derudover skal der indgå overvejelser over hvornår og hvordan udlandsopholdet integreres i det overordnede projekt, samt en tids-og aktivitetsplan for projektet.
Omfang og formalia: Max 5 sider á 2400 anslag inkl. mellemrum, figurtekster, formler etc. Projektbeskrivelsen må indeholde en forside, som ikke tæller med i antal anslag og kommer ud over de 6 sider. Referenceliste/litteraturliste skal komme i forlængelse af projektbeskrivelsen, og kommer ud over de 5 sider.
B. CV
CV for ph.d.-kandidaten skal inkludere uddannelse, nuværende og seneste ansættelser, evt. deltagelse i forsknings- og udviklingsprojekter, andre fagligt relevante aktiviteter, evt. publikationer.
Omfang og formalia: Max 2 sider á 2400 anslag inkl. mellemrum, inkl. eventuel publikationsliste.
C. Dokumentation for adgangsgivende eksamen
Kopi af bevis for adgangsgivende eksamen inkl. karakterark.
D. Forhåndsgodkendelse
Dette bilag skal bekræfte, at ph.d.-kandidaten er forhåndsgodkendt af den relevante ph.d.-skole. Eventuelle spørgsmål vedrørende forhåndsgodkendelse (f.eks. merit og ansøgere, der ikke har afsluttet deres kandidateksamen på ansøgningstidspunktet) skal rettes til ph.d.-skolen.
Omfang og formalia: max. 1 side.
E. Samarbejdsaftale
Samarbejdsaftalen skal redegøre for samarbejdet mellem forskningsinstitution(er) og pædagogisk uddannelsen eller kommunal og pædagogisk praksis i forbindelse med ph.d.-projektet. Desuden skal bilaget indeholde alle relevante oplysninger om ph.d.-kandidatens ansættelsessted og arbejdsopgaver samt vejledning.
Vær opmærksom på bekendtgørelsen om ph.d.-uddannelsen ved universiteterne og visse kunstneriske uddannelsesinstitutioner (ph.d.-bekendtgørelsen) https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1403
Omfang og formalia: max. 2 sider. Samarbejdsaftalen skal underskrives af alle deltagende parter inkl. ph.d.-ansøger.
F. Budget
Der kan søges om støtte til at dække de udgifter, der direkte kan henføres til det søgte projekt, og som er relevante og nødvendige for at gennemføre projektet. Der kan søges om ph.d.-løn, uddannelsestakst, konferencer/rejser samt forskningsudgifter/kompensation. Hertil skal der lægges overhead, hvilket for offentlige forskningsinstitutioner udgør 44 % af de direkte omkostninger.
Ph.d.-kandidat, løn: Ph.d.-kandidaten skal indplaceres på løntrin svarende til kandidatens anciennitet. Beløbet skal angive de samlede lønudgifter, dvs. inkludere feriepenge, pension etc. Angiv venligst ph.d.-kandidatens lønniveau under ’Udspecificering af budgetposter’. Bemærk, at dette beløb ikke kan overstige 1.650.000 kr.
Ph.d.-kandidat, uddannelsestakst: Der kan søges om maks. 80.000 kr. pr. år, dvs. i alt maks. 240.000 kr. Uddannelsestaksten kan variere og afhænger af den ph.d.-skole, hvor ph.d.-kandidaten skal indskrives.
Ph.d.-kandidat, konferencer/rejser mv.: Budgetterede udgifter til ph.d.-kandidatens deltagelse i konferencer, studieophold etc. Dette bedes uddybet under ’Udspecificering af budgetposter’. Husk at budgettere med udlandsophold. Der kan ikke søges til bedømmelse af ph.d.-afhandlingen. Bemærk, at dette beløb ikke kan overstige 100.000 kr.
Forskningsudgifter, kompensation mv.: Eventuelle forsknings- og kompensationsudgifter i direkte tilknytning til det enkelte ph.d.-projekt. Under dette punkt kan der søges til den ph.d.-studerendes aktive deltagelse i større forskningsprojekter med direkte relevans for det konkrete ph.d.-projekt, eksempelvis støtte til databehandling. Der kan ikke søges til frikøb af lektorer/professorer på universiteter og professionshøjskoler, generelle netværksaktiviteter og lignende. Der kan desuden søges om støtte til eventuelle merudgifter i form af kompensation til medvirkende daginstitutioner og andre institutioner. Disse udgifter bedes uddybet under ’Udspecificering af budgetposter’.
Indirekte omkostninger, overhead 44 %: 44 % af samlet beløb for Ph.d.-kandidat, løn, Ph.d.-kandidat, uddannelsestakst, Ph.d.-kandidat, konferencer/ rejser mv. samt Forskningsudgifter, kompensation mv.
Ansøgt beløb: Det totale budget inkl. overhead.
Ansøgningen skal indsendes online via ansøgningssystemet GrantOne. GrantOne åbner senest 15. april 2025.
Ansøgningen skal imødekomme de mål, der er beskrevet i opslaget og der foretages validering af ansøgningen, inden den sendes til bedømmelse. Ansøgningen skal være modtaget inden ansøgningsfristens udløb, og ansøgningen skal overholde krav til maximale antal tegn og øvrige krav til formalia.
Bemærk venligst, at kontakt vedrørende ansøgning, partshøring, bevilling eller afslag og administration af evt. bevilling foregår i ansøgningsportalen. Det er derfor vigtigt, at kontaktoplysninger (specielt e-mailadresse) er opdateret i ansøgers profil i ansøgningsportalen.
Ansøgninger til Partnerskab for Børneforskning vurderes af to vurderingspaneler, inden de forelægges bestyrelsen til endelig beslutning om hvorvidt, ansøgningen imødekommes. De to vurderingspaneler er nedsat af bestyrelsen og har hvert sit mål: Det videnskabelige panel skal bidrage til at sikre at den forskning, der tildeles støtte, er af høj videnskabelig kvalitet. Praksispanelet skal sikre, at der sker en prioritering af praksisrelevans og praksisnærhed.
Vurderingspanelernes bedømmelse sendes i partshøring hos ansøger, inden bestyrelsen træffer endelig beslutning om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.
Til bedømmelsen af ansøgningen har Partnerskabet udarbejdet nedenstående kriterier. I bedømmelsen foretages en konkret helhedsvurdering, hvor kriterierne kan være opfyldt i større eller mindre grad. Således vil ikke alle kriterier være relevante for alle ansøgninger. På grund af konkurrencen mellem ansøgninger er det ikke givet, at en opfyldelse af kriterierne vil føre til en bevilling.
Partnerskabet vil i alle tilfælde vurdere ansøgninger ud fra, om det ansøgte projekt gavner dansk børneforskning på 0-6-årsområdet. I vurderingerne lægges der vægt på relevans, kvalitet og forankring.
For at sikre høj videnskabelig kvalitet, bedømmer det videnskabelige panel ph.d.- ansøgningerne ud fra nedenstående:
For at sikre bidrag af ny viden med betydning for praksis, bedømmer praksispanelet ph.d.-ansøgningerne ud fra nedenstående: