Development and Practice of Outdoor Risky Play in Danish Early Childhood Education and Care


Det overordnede fokus i projektet

Projektets formål er at undersøge, hvordan udendørs risikofyldt leg forstås, udvikles og praktiseres i danske kommunale dagtilbud for 4-5-årige, samt hvordan styrkede pædagogiske praksisser påvirker børns engagement, motivation og trivsel. Projektet afdækker dette gennem tre delstudier. Først gennemføres en national survey blandt dagtilbudsledere med henblik på at kortlægge, hvordan udendørs risikofyldt leg prioriteres og organiseres. Herefter gennemføres en samskabelsesproces i tre institutioner, hvor pædagoger og kommunale ressourcepersoner i fællesskab udvikler og kvalificerer praksis gennem refleksion og afprøvninger. Afslutningsvis gennemføres en afprøvningsfase der undersøger, hvordan de udviklede praksisser udfolder sig i hverdagen, og hvilket betydning det har for børnene.

 

Projektets målgrupper

Projektet er især interessant for pædagoger og ledere i dagtilbud, professionshøjskoler samt forskere og beslutningstagere med fokus på børns generelle trivsel, udvikling og bevægelse. Projektet bidrager med praksisnær viden og redskaber til at kvalificere arbejdet med udendørs risikofyldt leg inden for gældende rammer.

 

Projektets samarbejdspartnere

Projektet gennemføres i samarbejde mellem Københavns Universitet (NEXS), VIA University College (VIA OUT), Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF) samt Vordingborg Kommune.

Projektets forskere er:

  • Ph.d.-studerende Johanne Aaskilde-Schneider
  • Hovedvejleder Glen Nielsen, lektor på KU
  • Medvejleder på 0-6 årsområdet Birgitte Madsen Theilmann, lektor på VIA),
  • Medvejleder ift. udeleg Lærke Mygind, forsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse under Region Hovedstaden
  • Medvejleder ift. udepædagogik Mads Bølling, forsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse under Region Hovedstaden

Projektet følges af ekstern rådgiver, Ellen Beate Hansen Sandseter (QMUC).

 

Forventninger til projektet

Projektet bidrager med ny praksisrelevant og kontekstsensitiv viden om, hvordan udendørs risikofyldt leg kan integreres og kvalificeres i danske dagtilbud, samt under hvilke betingelser pædagogiske refleksions- og samskabelsesprocesser understøtter professionel læring. Der belyses sammenhænge mellem pædagogisk praksis og børns engagement, motivation og trivsel som omsættes til bæredygtige redskaber og anbefalinger. Samtidig styrker projektet pædagogers professionelle dømmekraft og refleksive kompetencer gennem tværfagligt samarbejde med kommunale ressourcepersoner, herunder fysioterapeuter og bevægelseskonsulenter. Det tværgående samarbejde bidrager til fælles begrebsafklaring, videndeling og kapacitetsopbygning på tværs af institutioner og forvaltninger.