Ny rapport samler op på erfaringer
Tre år med Partnerskab for Børneforskning: 28 kommuner og ca. 400 dagtilbud deltager i forskningsprojekter
Partnerskab for Børneforskning åbnede dørene i 2022 og har siden da uddelt midler til i alt 20 nye forskningsprojekter, 21 ph.d.er og to postdocs, primært med fokus på de 0-6-årige børn. Det viser en ny rapport, der gør status over de første tre år med partnerskabet. Rapporten viser også, at den særlige partnerskabsmodel skaber stærke samarbejder i projekterne, hvor kommuner og dagtilbud indgår aktivt i forskningsprocessen.
Projektet ”Småbørnsliv i det digitaliserede samfund” undersøger brugen og betydningen af digitale medier i de små børns liv, både hjemme og i dagtilbud. Projektet ”Trivsel og legedeltagelse i dagtilbud” bruger legeeksperimenter til at komme helt tæt på børns verden og derigennem styrke kvaliteten i det pædagogiske arbejde. Projektet ”Børns udvikling og trivsel – en dataindsamling om børns levevilkår” undersøger med spørgeskemaer og registerdata, hvordan bl.a. familieliv og dagtilbud sætter rammerne om de mindste børns udvikling og trivsel.
Det er blot tre eksempler på de forskningsprojekter, der har fået støtte af Partnerskab for Børneforskning. I partnerskabets første tre år er der uddelt 149 mio. kr. til forskning, som bidrager til bedre børneliv for de 0-6-årige, styrker den pædagogiske grundfaglighed og skaber ny viden om børns udvikling og kvalitet i dagtilbud.
Partnerskabsmodel understøtter praksisnær forskning
En ny rapport samler op på aktiviteterne og erfaringerne fra de tre år og viser bl.a., at den særlige partnerskabsmodel har stor værdi. Modellen indebærer, at de støttede projekter skal udføres i et ligeværdigt samarbejde mellem en forskningsinstitution, en uddannelsesinstitution og en praksisorganisation, fx en kommune eller dagtilbud. Det betyder, at ledere og pædagoger indgår aktivt i forskningsprocessen og bidrager med deres erfaring og perspektiver.
Det er desuden fast praksis i partnerskabet, at alle ansøgninger vurderes af både et forskerpanel og et praksispanel. Det sikrer, at de valgte projekter både har høj forskningskvalitet og er relevante for de pædagogiske praktikere.
Fokus på formidling
I alt deltager 28 kommuner og knap 400 dagtilbud i forskningsprojekter, som er støttet af partnerskabet. Det tal glæder forperson for bestyrelsen, Agi Csonka:
”Med partnerskabet har vi opbygget stærke forskningsmiljøer med fokus på de yngste børn – og vi har vel at mærke sikret, at forskerne arbejder tæt sammen med kommuner og dagtilbud om projekter, der tager udgangspunkt i de konkrete udfordringer og dilemmaer i den pædagogiske praksis. Det sidste er helt afgørende, hvis forskningen skal gøre en forskel for børnenes hverdag og trivsel.”
Partnerskabet gennemfører en fjerde og sidste uddelingsrunde i slutningen af 2026, hvorefter den nuværende bevilling løber ud. De første projekter afsluttes i 2027 og formidler løbende deres resultater, bl.a. i uddannelsen af nye pædagoger og i praksisfeltet omkring de 0-6-årige børn.
Læs rapport og faktaark
Kontakt
Agi Csonka, bestyrelsesforperson i Partnerskab for Børneforskning – tlf. 21 65 67 15 eller mail kontakt@borneforsk.dk