På kanten af klubben: Fritidspædagogiske organiseringer og børns deltagelsespraksis i fritidsklubber


Det overordnede fokus i projektet

Fritidspædagogikken kan bidrage til at forebygge mistrivsel ved at skabe deltagelsesmuligheder og styrke fællesskaber for børn. Sådanne deltagelsesmuligheder har vist sig særligt betydningsfulde for børn i udsatte positioner. Antallet af børn, der er indmeldt i en fritidsinstitution, falder imidlertid markant på mellemtrinnet, og det er primært de børn, som trives i skolen, der går i klub. Samtidig peger forskning på, at nogle børn har svært ved at blive en del af fritidsinstitutionernes børnefællesskaber; det er børn som kan siges at være ’på kanten af klubben’.

Projektet består af tre delstudier, der tilsammen undersøger sammenhænge mellem kommunernes organisering af fritidsklubområdet, klubbers lokale organiseringer af fritidspædagogik, samt hvorvidt og hvordan børn deltager i fritidsklub.

Projektet tager afsæt i forskningsspørgsmålet: Hvilke betydninger har kommuners og klubbers organiseringer af fritidspædagogikken for børns deltagelsespraksis?

Projektet kortlægger gennem surveys, hvordan kommunerne organiserer klubområdet, og hvilken sammenhæng det har med klubbernes lokale organiseringer af fritidspædagogikken og børns medlemskab af klubber. På baggrund af kortlægningen udvælges klubber til kvalitative feltstudier, hvor det undersøges hvordan fritidspædagogik organiseres i pædagogers og lederes lokale praksisser, samt hvorvidt og hvordan børn deltager i klubber, fra de starter i tredje klasse til slutningen af fjerde klasse.

Det er særligt interessant for

Projektet skaber viden om sammenhænge mellem organisering af fritidspædagogik og børns deltagelsespraksis i klub. Projektets viden vil være interessant for kommuner og klubber, der arbejder med at understøtte børns deltagelsesmuligheder i klub og i uddannelsen af pædagoger, der skal arbejde i fritidspædagogiske institutioner.

Projektets samarbejdspartnere

Forskningsprojektet gennemføres i partnerskab mellem 3 forskere:

  • Sofie Sauzet, Københavns Professionshøjskole (projektansvarlig)
  • Bente Bjørnholt, VIVE (medansøger)
  • Marianne Brodersen, Roskilde Universitet (medansøger)

Desuden indgår Københavns Kommune og Roskilde Kommune i partnerskabet til både udvikling af projektets enkelte dele og til dataindsamlingen.

Forventninger til projektet

Projektets resultater kan anvendes til a) at informere og inspirere kommuners organisering af området, b) inspirere og støtte klubledere og -pædagogers hverdagsorganiseringer af fritidspædagogik, c) undervisning på grund- og efter-videreuddannelse af pædagoger og ledere.

Desuden bidrager projektet til forskning inden for fritidspædagogik og organisering gennem en kombination af kvantitativ og kvalitative metoder.