Nu kan der ansøges om forskningsmidler for 2025
Partnerskab for Børneforskning åbner nu for ansøgninger for forskningsprojekter, der bidrager med viden om børns liv og udvikling i alderen 0-6 år.

Partnerskab for Børneforskning åbner nu for ansøgninger for forskningsprojekter, der bidrager med viden om børns liv og udvikling i alderen 0-6 år. Det vægtes højt, at forskningen er praksisnær, af høj videnskabelig kvalitet og gennemføres i et samarbejde mellem minimum en forskningsinstitution, pædagogiske uddannelser og kommunal og pædagogisk praksis.
Forskningen skal ikke alene bidrage til et stærkere vidensgrundlag på børneforskningsfeltet, men også understøtte udviklingen af pædagogisk praksis i Danmark.
”Vi har denne gang fokuseret forskningsprogrammet på nogle af de fokusområder, som der ikke har været så stor opmærksomhed på, men som pædagogisk personale til stadighed påpeger er megavigtige; for eksempel rammevilkår, styring og ledelse. Og som noget helt nyt har vi sat midler af til forskning i hvordan man skaber et godt samspil mellem forskning og praksis.” fortæller Agi Csonka, forperson i Partnerskab for Børneforskning.
For 2025 kan der ansøges om midler inden for tre fokusområder:
- Organisering, ledelse og rammevilkår – Forskning i, hvordan strukturer, organisering og ledelse påvirker børnelivet og den faglige kvalitet i dagtilbud.
- 0-6-årige børns levevilkår – En stor kortlægning af de mindste børns levevilkår i Danmark med fokus på trivsel, sundhed, relationer og dagligdag.
- Viden i praksis – Undersøgelser af, hvordan forskning og praksis kan berige hinanden og styrke den pædagogiske faglighed.
Med henblik på kapacitetsopbygning af dansk børneforskning, opslår Partnerskab for Børneforskning i 2025 desuden seks ph.d.-stipendier indenfor børneforskning. Ph.d.-projekterne skal have fokus på praksisrelevant pædagogisk forskning rettet mod de mindste børn (0-6 år), herunder kvalitet i dagtilbud og grundfaglighed i pædagoguddannelsen.
Om Partnerskab for Børneforskning
Partnerskab for Børneforskning blev nedsat med aftalen om fordeling af forskningsreserven 2021, hvor der blev der afsat 200 mio. kr. over en fireårig periode til at opbygge og styrke den danske børneforskning rettet mod de mindste børn (0-6 år).
Formålet med Partnerskabet er at understøtte praksisrettet forskning, som skal bidrage til styrket viden om kvalitet i dagtilbud, en styrket faglighed i de pædagogiske uddannelser og ny viden om betydningsfulde faktorer for børns udvikling. Dette for at alle børn får et godt børneliv og de bedst mulige betingelser for at klare sig videre frem i livet, herunder at alle børn i dagtilbud trives, lærer, udvikler sig og dannes.
Bevillingsstørrelse og ansøgningsfrist
- Projekter kan søges op til 6-8 mio. kr. inkl. OH, afhængigt af fokusområde. Herudover kan søges til drift til kommunal og pædagogisk praksis.
- Ansøgningsfrist: 16. september 2025.
- Projekterne forventes at starte i 2026.
For mere information om ansøgningsprocedure, fokusområder og betingelser for ansøgning, se opslagene her: https://borneforsk.dk/soeg-forskningsmidler